Syv dage uden forbindelse til omverden – syv dage uden mobil- og internet. 100% offline. Det var præmissen for sommerens vandretur langt mod nord i Lapland og her over den nordlige polarcirkel blev ‘fear of being offline’ i den grad udfordret. Hvad nu hvis, der sker noget derhjemme og jeg ikke er til at få kontakt med?
Samtidigt var udfordringen, at vi på ryggen skulle bære alt til at overleve en uge i ødemarken igennem det smukke, men barske terræn med et ujævnt underlag fyldt med sten. 100 kilometers vandring med en rygsæk fyldt til bristepunktet med telt, sovepose, liggeunderlag, gasbrænder, frysetørret mad, vand, kaffe, tøj og ikke mindst store forventninger. Vi snørede støvlerne og begav os ud på Kungsleden, som lå og ventede på os derude i det ukendte.
Det mest essentielle var interaktioner mennesker imellem
At drage omsorg og vise venlighed for fremmede er den vigtigste læring, som jeg fik med mig fra turen på Kungsleden. Jeg havde faktisk forventet at lære en masse om outdoor-livet i ødemarken, men det viste sig, at det mest essentielle for turen var interaktioner mellem mennesker.
Poul var en del af gruppen, som vi rejste med. En moden herre, som har set 64 somre. Poul er guld værd. Han udtrykker sin venlighed ved at hjælpe andre og gøre deres liv en lille smule nemmere og bedre. Allerede på første dag meldte Poul sig på banen og hjalp en i gruppen, der havde pakket for tungt og undervurderet turens sværhedsgrad.
Lapland-lagkagen
Efter fire dages vandring overraskede Poul igen. Ved en fantastisk lejrplads fiskede han lagkagebunde, kagecreme, glasur og farverig krymmel op af rygsækken. 1,5 kg havde han båret rundt på for at give gruppen denne overraskelse. Midt i fjeldet blev der pisket kagecreme med en gaffel og Poul fik serveret en rigtig Lapland-lagkage pyntet med masser af sukker for hele gruppen.
At rejse med fremmede giver mulighed for at møde mennesker som Poul. Mennesker som minder mig vigtigheden af generøsitet og omtanke for andre. Det var også Poul, der overraskede Berit og jeg med rensdyrgevir uden for vores telt, for han synes, at vi havde fortjent at få et gevir med hjem som et minde fra Lapland.Tak for alle minderne, Poul.
PS
Vigtigste info efter 7 dage offline var på forsiden af avisen: ‘Så’n får du bugt med knöliga fødder’.
Jeg vil gerne fortælle dig om min rejse til Sardinien. Og om Gjøa. For Gjøa og Sardinien går for mig hånd i hånd.
Lad os tage Gjøa først.
Gjøa var et lille enmaster skib, der for over hundrede år siden stævnede ud fra Norge. Skibet var opkaldt efter skibsbyggerens kone. Bag roret stod Amundsen og med sig havde han drømmen om at finde vejen gennem Nordvestpassagen og samtidig skulle de undersøge de magnetiske forhold ved Nordpolen. At rejse gennem Nordvestpassagen er for de virkelig eventyrlystne, og turen har med garanti været en unik oplevelse.
Efter fire år lykkedes det faktisk Gjøa og besætningen at sejle gennem de isfyldte farvande nord om Nordamerika, og som det første skib nogensinden erobredede de passagen. “Nordvestpassagen er erobret. Min drengedrøm – dette er øjeblikket, hvor den blev opfyldt”, skrev Amundsen i sin dagbog.
Nu hundrede år senere er Gjøa blevet navnet på et lille dansk rejseselskab, som jeg var så heldig at rejse til Sardinien med. Derfor hænger de to sammen.
Hos Gjøa Travel er det tydeligt at mærke, at den unikke oplevelse er i højsædet og der bliver kræset for deltaljerne. Vi havde en begivenhedsrig uge, hvor vi vandrede i uberørte områder, vi fik indblik i de lokales liv og mærkede de autentiske stemninger. Vi smagte helt særlige specialiteter og vi blev beriget med anekdoter og information til den store guldmedalje fra ekspeditionsleder Gianni – nutidens eventyrer.
Da vi stod på toppen af Sardiniens højeste bjerg, Punta La Marmora, følte jeg mig lidt som en Amundsen.
På én søndag har jeg mødt to engle, Trail Angels og af alle steder i hele verden skete det på Stevns. Har jeg fået for meget frisk luft og blevet rundforvirret, kunne man nok kommet til at tænke. Det er ikke tilfældet, endnu 😁
Disse Trail Angels var ikke selv klar over at det her fænomen eksisterer og det gør du måske heller ikke, så det må vi hellere have på plads. Trail Angles er typisk forbundet med Pacific Crest Trail, en meget lang vandringsrute i USA, der er en af verdens længste og hårdeste ruter; 4.265 kilometer fra Mexico til Canada. Langs ruten finder man Trail Angels, der tilbyder hjælp til vandrerne. Det kan være mad, vand, bad, beer, kørsel til nærmeste butik, afhentning af pakker på posthus, en seng at sove i eller blot en hyggelig sludder.
Tilbage på Stevns findes Trampestien, en fantastisk smuk vandre rute, 22 kilometer langs havet fra Rødvig Havn i syd til Bøgeskov Havn i nord. Søndag skulle denne rute tilbagelægges, men vi var lidt udfordret på, hvordan vi kom tilbage til bilen i Rødvig Havn, da der ikke kører busser i området om søndagen (?).
På Facebook spørger jeg i en gruppe for vandrere, hvordan de har løst denne udfordring og flere svarer, at de har haft en bil holdende både i Rødvig og i Bøgeskov Havn. Da dette ikke var en mulighed, tænkte vi at gå de ekstra 7,5 kilometer til en togstation, og komme retur denne vej.
Her kommer englen Lena ind i billedet. På Facebook tilbød hun at køre os, da hun alligevel var i området til sit barnebarns fødselsdag. Vi aftaler, at blive samlet op kl. 17 og 16.58 triller Lena og svigersøn ind på p-pladsen og 20 minutter senere bliver vi sat, hvor vi startede vores tur. Lena er vandrer og har selv gået Caminoen flere gange og hun vil slet ikke høre tale om at modtage betaling for liftet.
For at det ikke var rigeligt med godhed på en dag, så mødte vi også Sigurds hvide flamingokasse med kolde vand og juice – in the middle of nowhere. Selvbetjening og betaling via MobilePay 🙂
Her ved vejs ende vil jeg egentlig bare sige 1000-tak til Lena og Sigurd for uanede at være ægte Trail Angles 😍
Det er SÅ vildt. Jeg skal til Himalaya i marts 2020 med Climb for Charity …..
Jeg kommer til at se verden fra oven, være omkranset af bjergtinder så langt øjet rækker og mærke den friske tynde bjergluft fylde mine lunger. Det er så vildt og jeg føler mig som den heldigeste kartoffel nord for Amagerbrogade. Det er ingen hemmelighed, at oplevelser står højt på min ønskeliste – specielt når det går hånd i hånd med frisk luft og fysisk aktivitet 🏃♀️
Et velgørenhedsinitiativ
Til så spændende en udfordring siger jeg selvfølgelig: ja tak, da jeg ved at livet med et snuptag kan ændres, fordi en ulykke rammer. Denne rejse er jeg så heldig at være blevet en del af via Climb for Charity og Børneulykkesfonden. Det er et velgørenhedsinitiativ, som kombinerer eventyrlyst, træning og fællesskab med at indsamle midler til børn, der bliver indlagt på de danske sygehuse. Rejsen har til formål at samle midler ind til initiativet ‘Legeheltene’, der skaber aktiv leg og bevægelse for indlagte børn.
Du kan hjælpe det fantastiske formål
Jeg håber, at du vil støtte mig i at nå toppen af Tsergo Ri i Nepal, 4.985 meter over havets overflade og hjælpe til, at jeg får samlet en stor pose penge ind til Legeheltene og børnene, der er indlagt på sygehusene i Danmark. Jeg betaler selv alle mine egne udgifter forbundet med rejsen og indsamlingen går ubeskåret til Børneulykkesfonden og ‘Legeheltene’.
Træningen er i fuld gang og jeg håber, at du vil hjælpe mig med at støtte Legeheltene og følge med i mit livs rejse.
Du kan støtte ved at blive min højdemeter-sponsor – dvs. at du donerer et frivilligt beløb for hver meter, jeg bestiger. Eller du kan bidrage med et hvilket som helst beløb via Mobile Pay nr. 416364 og du kan få skattefradrag for dit bidrag. Husk blot at skrive mit navn og dit eget navn i beskedfeltet, så donationen bliver registreret rette sted 🙂
Som virksomhed kan I også støtte ved at blive sponsor, og få jeres logo på min trænings t-shirt.
Sponsoratet giver jer også mulighed for:
at få jeres logo på Team Climb for Charity website
få et sponsordiplom, støttebanner til brug på eget website,
mulighed for at downloade Årets Team Climb for Charity film
En unik mulighed for at sample relevante produkter over for en interessant målgruppe
Du kan læse om andre muligheder for at støtte på linket nedenfor.
Hvis du ikke allerede har prøvet at dykke, så skynd dig at gøre det ~ det er intet mindre end fantastisk.
På den smukke græske ø Kalymnos blev jeg certificeret PADI Open Water Diver (OWD). Nu ligger den store undersøiske verden blot og venter på, at jeg udforsker den.
Er Grækenland et dykkerparadis?
I juni skulle jeg afsted til Kalymnos, for mig en ukendt græsk ø. Så jeg gjorde, som man nu gør: Jeg googlede og frem på min skærm kom billeder af smukke græske hvide huse, der slynger sig ned af skråningerne og billeder af et yderst indbydende blå hav. Øen kaldes også svampe-øen, fortalte Google. Men jeg tænkte: ‘Er Grækenland et dykkerparadis?’ Det viste sig at være det helt perfekte sted at tage dykkercertifikat. Fokus var på det primære ~ at lære at dykke. I Middelhavet, hvor jeg dykkede, var der ikke mange forstyrrende farvestrålende store fisk, hajer eller koraller. Samtidig er vejrguderne generelt rundhåndet i Grækenland også tidligt på sommeren, så luften var 25 grader og vandet 21.
Bering Rejser var rejsearrangør og jeg skulle bo på Hotel Elies, der er 5 stjernet PADI Diving Resort. Turen gik fra København med fly til Kos, herfra sejlede jeg videre til Kalymnos og til sidst en kort taxatur over til den anden side af den lille ø. Denne taxatur delte jeg med et ungt par fra Frankrig, der skulle på klatreferie og taxamanden var om aftenen violinist i et band på et af øens hoteller. Meget hyggelig og nem transfer fra Kos lufthavn til Hotel Elies. På hotellet blev jeg budt velkommen af de to brødre Mikolas og Nicolas, der driver stedet. De skulle vise sig at blive mine græske onkler: Søde, omsorgsfulde og meget hjælpsomme. At værelset var lidt slidt betød ingenting. Morgenmaden var fornuftig, imens poolen var meget blå og meget indbydende, så indenfor 5 minutter var jeg hoppet i for en dukkert.
Instruktør er alfa omega for min dykkeroplevelse
Fra første møde med unge 30 årige græske Andreas, der skulle være min dykkerinstruktør, følte jeg mig tryg. Nåede aldrig at blive seriøs nervøs, selvom jeg til tider var ganske presset.
Jeg var priviligeret at være den eneste kursist den uge til PADI undervisningen, der løb over tre dage. Det var ren luksus med enetimer. Dog savnede jeg enkelte gange, at have nogen at sparre og sammenligne mig med, da jeg blev i tvivl om, jeg var håbløs til at lære dykkerkunsten. Blev beroliget, da Andreas efter første kursusdag sagde til mig: ‘I like you for not giving up easily’.
Viden skaber tryghed
Den teoretiske del foregik som e-learning på engelsk og skulle egentlig gennemføres inden ankomst til Kalymnos. Selvom det var meget letforståeligt og pædagogisk e-learning, fandt jeg det vældig søvndyssende ~ og jeg indrømmer, at jeg ikke var færdig med hele den teoretiske del, da jeg satte mine fødder på græsk jord. Så jeg måtte lave lektier om aftenen efter den praktiske undervisning var slut. Det kan ikke anbefales, for jeg var immervæk træt efter en dag fyldt med at lære en helt ny verden at kende.
En dansk PADI manual, jeg havde lånt af en kollega, var god støtte, specielt til at forklaring af komplekse ting eller oversættelse af fagtermerne. PADI-kursus afsluttes med en teoretisk online eksamen af ca. en times varighed. Jeg følte, at jeg fik den rette viden, således at jeg var godt rustet til at kaste mig ud på dybt vand.
Øvelser først i pool ~ derefter igen i havet
Den praktiske del af undervisningen dækker klargøring af udstyr, de grundlæggende dykketeknikker og øvelser. Elementerne, der trænes under en række øvelser, afvikles først i pool og derefter igen i åbent hav. Der blev øvet at trække vejret igennem inhalator under vand, trykudligne ved op- og nedstigning, opnå vægtløstilstand, brug af BCD-vest, blybælte, tømning af maske under vand, tage udstyr af og på under vand, holde øje med dybde og luftforbrug, kommunikation og meget andet. Det var hårdt arbejde og jeg var udfordret undervejs. Prøvede at føle, at jeg nærmest druknede på under 1 meters dybde i pool, fordi jeg fik slugt en masse vand. Det tog mig nogen tid at lære at skifte fra at trække vejret gennem næsen til gennem munden. Oplevede også, at jeg blev helt tør i ganen ved brug af inhalator og mine kæber blev ømme af at bide sammen for at holde fast på inhalatoren. Prøv at forestille dig hvor hårdt jeg bed sammen, fordi jeg til at begynde med var nervøs for, at den faldt ud af munden på mig, så jeg ikke havde noget luft.
Kurset følger en struktureret og gennemtestet rækkefølge af øvelserne, som instruktøren fulgte nøje og jeg fik lært de relevante færdigheder i den nødvendige rækkefølge. Da jeg var blevet fortrolig med at trække vejret under vand, udstyret og alle teknikkerne (synes dog stadig, det er ulækkert at spytte i masken for derefter at tage den på !?!), skulle jeg på 2. dagen forlade den trygge pool og ud i det store hav.
Første dyk i åbent hav er uforglemmelig
Bilen blev pakket med udstyret og vi kørte til den nærvedliggende strand. Adrenalinen kom på et endnu højere niveau, mens vi gjorde os klar til mit første dyk i åbent hav. Det var fantastisk at svømme rundt i havet blandt fiskene og blive introduceret til en helt ny verden. På intet tidspunkt var jeg nervøs eller utilpas. Trykken for ørene var der intet af og vand i øret var forsvundet allerede på første dagen. I dykket skulle jeg gennem nogle forskellige øvelser og tiden gik hurtigt. Glad, stolt og lidt lettet var jeg, da vi efter ca. 30 minutter dukkede op af havet igen.
Senere samme dag skulle jeg dykke første gang fra båd. Da jeg sad på rælingen og skulle vælte mig baglæns ned i havet, synes jeg, at jeg tog et af livet store skridt. For mig var der stor forskel på at gå ud fra strand og hoppe vandet i fra båd. Men allerede anden gang var det sjovt at lave baglænsdroppet fra ræling. Min dykker body Steen, der også var grøn indenfor dykning, var med på dyk fra båd og det var godt at høre erfaringer fra hans første dyk. Hele turen blev dokumenteret og billeder findes på Kalymnos Diving Centers Facebook-side.
Frygtede at fare vild på havets bund
Navigation er en vigtig del af dykning og på sidste træningsdyk skulle jeg selv navigere efter kompas. På de øvrige træningsdyk havde jeg ikke skænket det en tanke, hvor jeg befandt mig. Jeg havde bare fulgt med instruktøren. Alle mine sædvanlige metoder til at orientere mig kan ikke bruges i den undersøiske verden, så jeg følte mig rimelig lost og jeg frygtede lidt at fare vild på havets bund. Jeg kunne godt have brugt mere viden og øvelse i brug af kompas og dykkercomputer.
Navlesnoren klippet og jeg blev sluppet løs på 18 meter
Efter tre intense dage stod jeg med PADI OWD certifikatet i hånden. Det var en vild tanke, at jeg nu havde mulighed for at tage ud at dykke, hvor jeg ville, når jeg ville. Men jeg turde faktisk ikke uden min dykkerinstruktør Andreas. Under de fire træningsdyk, jeg havde haft som en del af kursus, havde jeg været meget koncentreret og ganske anspændt. Fx det at tage masken af på 8 meters dybde fik mine stresshormoner på alvorligt overarbejde. Så jeg besluttede at købe et ekstra dyk til 60 Euro, som blev kulminationen på anstrengelserne. Her blev navlesnoret til instruktøren klippet over. Og hold nu fast en fornøjelse at svømme vægtløs rundt som en fisk i det smukkeste blomsterhav på 18 meters dybde til lyden af min egen vejrtrækning. Havde jeg på det tidspunkt mødt en haj, havde jeg blot vinket og mumlet ‘Hej haj’ igennem inhalatoren.
Mit næste dyk har jeg i skrivende stund stadig til gode. Jeg føler mig stadig uerfaren, så jeg vil helst, at næste dyk bliver sammen med en, som kan agere stand-in for dykkerinstruktøren Andreas.
Scooter på Kalymnos er vand ved siden af cykel i København
På Kalymnos kastede jeg mig for første gang i mit liv ud i at køre scooter. ‘Onkel’ Mikolas var ret bekymret for mit valg, men jeg forsikrede ham om, at når jeg både kan køre bil og cykle i København, så kan jeg også køre scooter på Kalymnos. Med hans telefonnummer i baglommen kørte jeg afsted på eventyr med den lyserøde hjelm på hovedet. For 12 Euro lejede jeg scooter for en dag og nåede næsten hele øen rundt. Skøn tur!
Må sige, at hvis hele verden var ligeså gavmilde og hjælpsomme som grækerne, ville verden være et bedre sted. På min udflugt til den sydlige del af øen skete det, at jeg fik gratis mad, da de ikke tog kreditkort (kontanter havde jeg ikke flere af) og hjælp til at fixe scooter, da den igen brød sammen og fik oven i hatten tilbudt at få en kaffekop gratis …. Der er måske ikke så mange penge i Grækenland, men der er masser af kærlighed og garanti for smukke solnedgange.
Steen, Dede & Joel satte prikken over i’et
På hotellet boede også Steen fra Østerbro og Dede & Joel fra Skotland. Vi havde gode snakke om livet og vores respektive lande, sjove middage, udveksling af tips&tricks både i forhold til dykning og til steder at besøge på øen + alt det løse. Det giver rejsen ekstra krydderi at møde skønne mennesker ~ specielt når man som jeg rejste som solo traveler. Tak til Steen, Dede & Joel for det gode selskab og for at være åbne og imødekommende.
På Kalymnos kan du også:
Øen er smuk med sine egen golde charme og tilbyder masser af autentisk græsk stemning og mad. Mad og drikke er relativt billigt. Du kan også tage kursus i katring, dyrke morgenyoga på stranden, besøge grotter, vandre i kuperet terræn, ride på hest, tage bådture til andre øer eller Tyrkiet samt mange andre spændende ting. Der er ej heller overrendt af turister.
Kun få gange havde jeg været inde i en våddragt, inden at jeg ankom til Surfstar Marocco. For mig var der ingen fantastiske minder forbundet med dette – ej heller dissideret dårlige minder. Sådan en fætter er praktisk og tjener helt sikkert et godt formål, når vi taler om at opholde sig i køligt vand i længere tid af gangen. Den er helt sikkert også god til beskytte mod blå mærker og hudafskrabninger, når jeg nu skulle rundt på surfboard.
Lige der stopper festen så! For mig var det ren ballade at bakse mig ind og ud af denne stramt siddende tingest.
Ved afrejsen til Marokko var jeg ramt af influenza og havde giga snotnæse. Det hjalp helt sikkert ikke på mit overskud i forhold til kampen med våddragten.
Surfing Marocco
‘It very important the suit fits!’
Første dag efter morgenmaden gik jeg i kælderen for at blive udstyret med våddragt. En af de søde instruktører kører en tur med elevatorblikket, stikker mig en dragt i hånden og kikker afventende…. ‘Oh – you want me to try it on?’, er jeg så skarpsindig at regne ud. ‘It very important the suit fits!’, lyder meldingen. Tøjprøvning er på listen over ting, jeg ikke er begejstret for, så tanken, om at skulle iføre mig den tingest uden et prøverum og med tilskuere, var ikke tiltalende. Men nu var jeg taget til Marokko for at opleve noget nyt, og i den anledning havde jeg ja-hatten på, og jeg gik i krig. Lad mig sige det således: Det er heldigvis sjældent, at jeg føler mig så dum, som da jeg hoppede rundt på ét ben der i den marokkanske kælder og forsøgte, at få fod nummer 2 igennem det meget lidt samarbejdsvillige bukseben.
De har sørget for en snor i lynlåsen – GENIALT !
Fødderne er i og så mangler ‘kun’ armene. I noget der føles som 100 år, står jeg med halvdelen af armene stukket ind i ærmerne – men armene er trukket halvt bagud og jeg kan bare ikke få våddragten løftet op over skulderne. Stressen melder sig – bussen til stranden kører kl. 10.00 og jeg havde ikke kalkuleret med, at dette skulle tage lang tid. I tågerne husker jeg ikke, hvordan det lykkes – men op kom den.
Så skulle der bare lynes. Smart som det er, er lynlåsen placeret på ryggen!?! På dette tidspunkt er min næse begyndt at løbe, igen og jeg sveder og pruster. Den søde instruktør (der heldigvis har været optaget af nogle andre våddragtafhentere) kommer og hjælper med lynlåsen. Det viser sig, at de der våddragtdesignere har tænkt så langt, at de har sørget for en snor i lynlåsen, til at jeg selv kan lyne op og ned, selvom det er på ryggen. GENIALT !
Våddragt bliver godkendt og jeg bakser mig ud af den. Dog finder jeg et trappetrin, hvor jeg sætter mig og lidt mere elegant kommer af med våddragten. I bagklogskabets lys skulle jeg bare have beholdt den på, for et time senere var jeg på den igen.
Vi ankommer til stranden. Alt om våddragt og snot er gemt, da jeg ser ud over det smukke blå Atlanterhavet, dufter saltvandet, mærker sandet mellem tæerne og hører bølgernes brusen.
Opvarmning i våddragt er nitten
På med dragten igen – denne gang med ekstra faktor: SAND. Overvejer helt at droppe våddragt, men vandet er 18 grader og jeg er rimelig pivet, når det kommer til koldt vand. Endelig står jeg klar med mit surfboard under armen. Undrer mig over, at jeg ikke er den sidste, der er klar. Mon andre også har udfordringer med dragten? Nu er det ikke anderledes end at vi bliver kaldt til opvarmning. Ny erfaring bliver at opvarmning i våddragt er nitten. De efterfølgende dage ses jeg med våddragt hængende rundt hofterne til opvarmning.
To Pee or Not to Pee in a Wetsuit?
Vi kaster os i bølgerne og livet er skønt. Pludselig lyder spørgsmålet ‘Is there a toilet here?’ Ups – det havde jeg da heller ikke tænkt på. En af de garvede surfers svarede: ‘You just pee in your wetsuit’. Vi var flere, der fandt tanken frastødende og turen gik istedet bag en busk, hvor kampen med våddragten blev genoptaget. Denne diskussion var vi ikke alene om – jeg ved nu, at andre også har været i en kold & klam wetsuit….
Note til mig selv: Tag ikke våddragt af til frokost, hvis den skal på igen !
Ved frokost har jeg brug for luft under den tillukkede våddragt. Af kommer den og bliver kørt rundt til en god blanding våd & klam med sand. Da den skal på igen, øffer jeg voldsomt. Heldigvis er jeg den eneste dansker, så de andre forstår ikke ordret, hvad jeg får sagt … En af de senere dage kommer jeg slet ikke i vandet efter frokost, for jeg orker ikke kampen mod våddragten.
‘Tag en plastikpose på foden’
Da jeg sidste dag ved aftenhyggen sad og pev lidt over mine våddragt frustrationer, kom der et tip på bordet, som jeg endnu ikke har testet. ‘Tag en plastikpose på foden, inden du kravler i våddragten, så glider du fluks igennem’
En fyr ved navn Bryan har også oplevet udfordring med at komme ind og ud af en våddragt, så han har udviklet en våddragtsok. Se mere her: WETSOX
Turen var i øvrigt fantastisk – og er jeg ikke længere novice
Mine minder om våddragt rangerer helt sikkert ikke på top 10 over gode minder – dog er minderne fra Marokko blevet sjovere her lidt på afstand. Turen var i øvrigt fantastisk. Jeg vil påstå, at våddragt ikke min favorit beklædningsgenstand. Heldigvis er jeg ikke længere novice ud i våddragt verdenen.
Men jeg fristes til at spørge: Tisser du i våddragten?
Efter 7 fantastiske dage i Marokko kan jeg tilslutte mig ‘Surfing er for alle‘. Surfing er en fantastisk og sjov aktivitet ~ og når du har én gang har haft følelsen af at ride på bølgen, så vi du med garanti have mere af samme skuffe. Jeg bliver aldrig en ørn til at surfe, men jeg elsker vandet, bølgerne, boardet og ikke mindst følelsen.
I et års tid havde jeg gået og talt om at tage en Surf & Yoga rejse til Marokko. Min søde kollega havde været afsted til nytår 2014 og hun mente helt bestemt, at det var noget for mig ~ og hun havde ret !
Endelig fik jeg taget beslutningen og booket ferien hos De Brede Planker med afrejse fra København den 20. december 2014. Det betød, at jeg for første gang i mit over 40 årige liv, skulle holde jul uden familien og i et meget fremmed land.
Vejret i december
Marokko har 300 solskinsdage årligt, så muligheden for lidt sol på mine blege skandinaviske kinder var til stede. Vejret var skønt hele ugen med sol og omkring 20 gr. i dagtimerne – dog ganske køligt om aftenen. Vandtemperaturen var omkring 18 grader.
Mennesker fra hele verden mødes i Marokko
England, Irland, USA, Schweitz, Tyskland, Sverige, Finland, Doha, Spanien, Australien, Kina – alle var de der. Unge, ældre, nye, gengangere, øvede, nybegyndere, toptrimmede, ikke trimmede, par og singler. Denne rejseform er helt ideel for solo traveller.
Livet på surfcampen ‘Surf Star Marocco’
Kl. 4 vågner jeg med et spjæt ~ der kaldes til morgenbøn. Jeg beslutter mig for, at det ikke gælder mig og falder i søvn igen.
Kl. 8.15 starter dagen for alvor med yoga på hotellets tagterrasse med panoramaudsigt over Atlanterhavet. Yoga giver rigtig god mening sammen med surf ~ både for balancen, åndedræt og for smidiggøre dine muskler og led. Om eftermiddagen er der igen yoga i eftermiddagsolen.
Morgenmad serveres i ‘spisesalen’ øverste oppe og der er mulighed for vegetarmad. Frokost medbringes fra campen.
Kl. 10 er der afgang til stranden. Surfcampen råder over flere mini vans, så der er rig mulighed for at at tage til forskellige surfspots eller at nogle tager på udflugt. Surfcampen ligger i det sydlige Marokko i byen Tamraght. Der er 20 surfspots i området.
Alt udstyr er inkluderet i rejsens pris. Udstyret er af god kvalitet, velholdte surfboards & våddragter. Læs også blog om min oplevelse med våddragt.
Livet på standen
Efter hele gruppen har varmet grundigt op inddeles der mindre grupper efter niveau. De meget kompetente og engagerede instruktører sørgede for masser af teori, praksis og motivation. Der surfes formiddag, spises frokost og surf igen eftermiddag indtil turen går tilbage til campen omkring kl. 15.30.
På den brede strand med fint sand kan livet nydes i fulde drag. Der er både kamel- og hesteridning og du kan købe te og kaffe, tæpper, smykker, tøj fra de omvandrende sælgere.
Livet udenfor surf camp
Tæt på campen ligger et lille hyggeligt massage og hamman, hvor jeg selvfølgelig på juleaftensdag skulle forkæle mig selv med begge dele (pris 2*200 marokkanske dirham). Heldigvis var jeg fra andre på Surfcampen blevet forberedt på, hvad hamman byder på. Det var ganske grænseoverskridende at få vasket hår, blive skrubbet og tørret af en vildt fremmed kvinde, som jeg kun kunne kommunikere med via fagter, da hun talte arabisk & fransk og jeg taler dansk & engelsk. Men hold nu fast hvor var jeg rolig & afslappet, da jeg returnerede til campen efter 2 timer, hvor min krop var plejet af kyndige hænder og mit sind fyldt med ro.
Paradise Valley ligger i de smukke Berbere bjerge, hvor man kan hoppe i vandet fra klipper og nyde den fantastiske natur. Der blev arrangeret fællestur i campens mini van.
På vejen kan du slå et smut forbi et argan-kooperativer, hvor kvinder fra lokale landsbyer er gået sammen om at producere og sælge arganolie, også kendt som Moroccan Oil.
Agadir er en nyere by med mange restauranter, cafeer, hoteller og selvfølgelig standpromenaden og marina. Der er også en rigtig gammel markedsplads, Souk El Had d’Agadir. Her finder du alt mellem himmel og jord. Der er meget lædervarer, guld og sølv, tæpper, messing og andet håndværk.
Taghazout er en lille fisker by med masser af suft stemning blot 15 minutters gang fra surf campen – eller sagt på en anden måde 19 km nord for Agadir. Her får du en bid af det autentiske Marokko.
generøsitet og omtanke for andre. Det var også Poul, der overraskede Berit og jeg med rensdyrgevir uden for vores telt, for han synes, at vi havde fortjent at få et gevir med hjem som et minde fra Lapland.Tak for alle minderne, Poul.
