Surfing er også for 40+

Drypperi & terapi med Hot Yoga

På min raslende cykel kører jeg gennem Christianshavn. Det er søndag morgen og byen er endnu ikke rigtig vågen. Fra himmelen falder en udefinerbar blanding af regn og slud – det er små køligt, gråt & blæsende. Faktisk er øv-vejr meget betegnende. I følge kalenderen forårets første dag, men jeg fornemmer på ingen måde forår i luften.

Who cares ? Jeg er på vej til Hot Yoga hos Nalini!

Hygge hos Nalini Yoga

Hygge hos Nalini Yoga

En skøn duft af lavendel & ro

Hot Yoga er god søndagsterapi, specielt når vejret er øv. Jeg bliver mødt af en skøn duft af lavendel, da jeg træder ind af døren hos Nanili Yoga & roen, der altid hviler i lokalerne, ligger sig som en blød dyne om mig.

Foran venter 90 minutters Flow Hot Yoga i den 37 ° varme sal. Inden klassen starter ligger jeg og lander på yogamåtten, hjulpet godt på vej af den fantastiske rolige musik, der understøtter stemningen i den varme sal. Musikken fortsætter til undervisningen.

Drypperi og kampsvederi

De første 60 minutter flyder fint og så sker det klassiske. Jeg begynder at dryppe. Dryppe af sved. De små dryp forstyrrer min koncentration. Der bliver tørret og tørret i et væk. De sidste 30 minutter kampsveder jeg og må på et tidspunkt gå ud for at få lidt luft og friske forsyninger af vand.

De første gange hadede jeg at se mig selv sveddryppende i det store spejl. Med tiden er spejlet blevet min ven, for det hjælper mig til at se, om jeg udfører øvelserne symmetrisk. Og tænk – de andre sveder også rimelig meget.

Øvelserne er lette at forstå og udføre

Vi var ca. 15 kvinder og to mænd og der var fin plads mellem yogamåtterne. Vi kommer igennem en guidet gentagende serie af bevægelser, der handler om åndedræt og bevægelse. Underviserens nærmest messende stemme gør mig tryg. Øvelserne er lette at forstå og udføre selv for mig, der ikke er særlig øvet.

Hot Yoga er en træningsform, som udfordrer og kræver meget af mig både fysisk og mentalt. Jeg oplever det som værende meget meditativt. Mit fokus bliver tvunget til at være i nuet, i salen, i yogastillingerne og min koncentration er skærpet i næsten alle 90 minutter (altså når vi ser bort fra drypperiet) Jeg får skabt harmoni mellem krop og sind.

Jeg er absolut ingen yogajunkie

Der kan gå lang tid mellem mine besøgt i den varme sal. Det med at trække vejret på de rigtige tidspunkter er jeg stadig helt håbløs til.  Men yoga har helt sikkert forbedret min balance og øget min kropsbevidsthed.

Hot Yoga vil jeg sammenligne med at dyrke yoga i solens varme stråler. Varmen blødgør musklerne og gør dem mere samarbejdsvillige – det er nødvendigt for mine stive løbeben og spændte skuldermuskler efter crossfit træningen.

Ren forkælelse & alternativ medicin

Jeg føler en stor udrensende effekt, stort fysisk velvære, renset sind og ny energi og overskud efter Hot Yoga. Forståeligt at yoga er en af ​​de ubestridte former for motion og alternativ medicin i hinduismen.

Efter yoga praksis runder vi af med seks minutters afslapning med den skønne musik, og derefter fortsætter jeg livet ude i den virkelige verden.

Namaste Elin Tabitha

Buddha

TIPS:

Drik rigeligt med vand gerne allerede dagen før du skal til Hot Yoga.

Undlad makeup, da du garanteret kommer til at svede, så mascara løber ned af kinderne på dig. Og det er møgubehageligt med en blanding af mascara og sved i øjnene, ved jeg af bitter erfaring.

Tag to håndklæder med. Et til sved under selve yoga praksis og et til efterfølgende bad.

Læg et håndklæde over yogamåtten, så du ikke skøjter rundt på måtten, når svenden først begynder at dryppe – eller invester i en yogamåtte med indbygget tæppe.

Du både leje og købe yogamåtter og håndklæder hos Nalini Yoga

Læs også Nalini’s gode råd til begyndere.

INFO OM NALINI YOGA:

Nalini Hot Yoga findes på:

* Borup Alle 114, 2000 Frederiksberg

* Vermlandsgade 75, 2300 København S

Læs mere på deres website: nalini-yoga.com

BONUS:

Hot Yoga er Dagens tilbud på Sweetdeal

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Surfing er også for 40+