Christianshavner med fransk islæt driver cafe Krôyers

Copenhagen Bicycles tror på forskellighed

Copenhagen BicyclesDet rød-hvide dannebrogsflag bliver viftet, mens fødselsdagssangen synges: “Thomas har fødselsdag og det har han jo og det er i dag“, men så snart at trommerne skal spilles, opstår der lidt forvirring og sangen ender i grin og latter. Rundt bordet med kaffekopperne og kagerne i den hvide papæske, står en håndfuld af medarbejderne i cykelbutikken Copenhagen Bicycles, som holder til i kælderbutikken på hjørnet af Nyhavn og Havnegade.

Af Elin Tabitha Hansen – Artiklen er publiceret i lokalavisen Havnefronten den 22. marts 2018

Teksten til den traditionelle fødselsdagssang er skrevet på whiteboardet bag kaffebordet, så medarbejderne kan øve de danske fødselsdagstraditioner. Nogle af medarbejderne har anden nationalitet end dansk og her i cykelbutikken lærer de kultur og øver både det danske og engelske sprog. Yael, der ejer Copenhagen Bicycles, har en stærk tro på diversitet og hun er overbevist om, at jo flere forskellige typer mennesker, der arbejder sammen jo stærkere et produkt får man. Derfor møder du i Copenhagen Bicycles en bred sammensat medarbejderstab både hvad angår køn, alder, nationalitet samt faglige- og personlige kvalifikationer. En af mekanikerne i butikken har tatoveringer i ansigtet, og han blev ansat på sin personlighed og kvalifikationer – for indehaveren har et hovedprincip om, at hun vil vise verden, at man sagtens kan se anderledes ud og samtidig være et godt menneske.  

Den unge Yael arver sin fars drøm

Direktøren for cykelforretningen er Yael Bassan – en lille bitte kvinde på 27 år. Når du møder Yael, møder du en ildsjæl med livlige øjne og mørke krøller. Hun er en kvinde, der drikker grøn te og taler engageret om at gøre en forskel i verden og om at diversitet er en styrke. På få år har hun formået at skabe en virksomhed med en årlig omsætning på knap 8 millioner kroner og i højsæsonen har hun i omegnen af 30 medarbejdere ansat. Hun matcher ikke billedet af den traditionelle cykelhandler og Yael bliver ofte mødt med overraskelse, når hun fortæller, at hun ejer Danmarks største privatejet cykeludlejning. Oprindeligt var det også som journalist, at Yael havde forestillet sig at gøre en forskel, men en sommerdag i 2015 dør hendes far, Gili Bassan pludselig af hjerteproblemer og søstrene Mira og Yael arver farens drøm – cykelbutikken ved foden af den kommende Inderhavnsbroen.

Det bliver Yael, der driver butikken videre og da hun overtog forretningen, gav hun i første omgang projektet med Copenhagen Bicycles 3 år, men nu er hun bidt af det og hun har mange nye tiltag for stedet i støbeskeen, som hun vil føre ud i livet.

“Det er et stort privilegium for mig, at jeg i mit hverdagsliv her i cykelbutikken har mulighed for at gøre en forskel for minoriteter” forklarer Yael.

Ved siden af jobbet som direktør er Yael også fast medvirkende i radioprogrammet Public Service på P1 og hun er en ivrig debattør og foredragsholder omkring temaer som ligestilling, arbejdsmarked, turisme i Danmark samt diversitet.

Inderhavnsbroen har betydet alt for cykelbutikken

“Før broen åbnede var det kun vildfarne turister, som kom ned i vores hjørne af Nyhavn, men nu har vi hver dag 14.000 cyklende over broen, som ser butikken”, siger Yael.

En del af konceptet for Copenhagen Bicycles er at sælge city bikes, de selv har designet med henblik på at cyklerne skal holde i lang tid og du kan også få din egen cykel repareret i forretningen, mens du får en lånecykel. Yael arbejder også på at få flere virksomheder i indre København til at tilbyde deres medarbejdere cykler, når de skal transporteres rundt til møder. Desuden har Copenhagen Bicycles netop indgået samarbejde med booking.com, hvor 1,5 mill. hotelgæster årligt får tilbud om at leje cykel hos Copenhagen Bicycles, og butikken tilbyder guidede cykelture og deltager i forskellige events i København, som fx Kulturhavn og Salaam Shalom Fredsfestival, hvor de også er sponsor.

Du finder Copenhagen Bicycles her:

ADR | Nyhavn 44, 1051 København K

WEB | copenhagenbicycles.dk

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Christianshavner med fransk islæt driver cafe Krôyers