Vi mødte to engle på Trampestien

Retursystemet BYKOP får danmarkspremiere på Islands Brygge

Vi elsker kaffe og i disse Covid19-tider er vores sociale eskapader ofte koblet sammen med kaffe – afstandskaffe naturligvis. Nu får Islands Brygge, som den første bydel i Danmark, den nye BYKOP, der er et retursystem, hvor du afleverer to-go kaffekoppen retur efter brug, så den kan blive genbrugt.  

Tekst & foto af Elin Tabitha Hansen, artiklen er publiceret i lokalavisen Havnefronten 

Marlene Kunov og Sarah Andersen ønsker at mange vil prøve BYKOP, der starter på Islands Brygge 11. februar 2021 blandt andet hos Egils Deli

Vi mødes nede på hjørnet, hvor vi køber en lækker kaffe to-go og derefter slentrer vi en tur langs havnen eller på Fælleden med den duftende kaffekop foran os, mens vi får snik snakket med hinanden eller blot nyder friheden uden for hjemmets fire vægge. Kaffe er hyggeligt, kaffe bruger vi til et fælles frirum og det er godt. Men al den take away kaffe efterlader en masse engangskopper i de overfyldte skraldespande på Islands Brygge.

Retursystemet BYKOP starter 11. februar

Ideen til at skabe retursystemet BYKOP begyndte at spire for snart et år siden hos de unge iværksættere Marlene Kunov og Sarah Andersen, og den 11. februar i år sendes de første 1000 bykopper i omløb på Island Brygge. Bydelen er udvalgt til den første 3 dages test grundet, at der her er mange cafeer med take away og der er mange mennesker på tur, hvilket har været årsag til overfyldte skraldespande med to-go kopper på toppen. 

“På Island Bryggen kan vi se et flow, hvor mennesker køber en kop kaffe to-go, de nyder kaffen, de nyder Bryggen og derefter går de hen og afleverer koppen retur hos en cafe eller i en BYKOP-returboks, hvorefter koppen kan genbruges.”

          – Sarah Andersen – 

Fem kroner i pant for koppen

Lignende retursystemer kendes fra fx Tivoli og Roskilde Festival og du betaler 5 kr. i pant på bykoppen, som tilbagebetales hos de steder, der indgår i ordningen. Cafeerne, kaffebarer og bagerier kan genkendes ved et BYKOP-klistermærket på døren og der findes et online-kort på bykop.dk med en oversigt over de forskellige retur steder.   

Det er Malene, som har udviklet designet og hun forklarer: 

“Bykoppen er designet til at være genkendelig, lækker og cool, så man ikke får lyst til at smide den ud, men den skal heller ikke med hjem og stå på hylden – Bykoppen skal tilbage i retursystemet for at den får lov til at leve.”

          – Marlene Kunov – 

Bykopperne genanvendes

De specialdesignede to-go kopper, giver en bedre kaffeoplevelse end de konventionelle papkopper og når koppen bliver returneret sørger cafeen for at vaske den. Kopperne er produceret af en ren plasttype, der kan holde til op til 500 vask. Jo renere et plastmateriale er, jo større er genanvendelsespotentialet og bykopperne genanvendes til andre formål af den danske producent, når livet som Bykop er slut. Der er ikke fare for Corona-smitte, da beskidte kopper ikke kommer i kontakt med rene kopper. 

En del af et større fællesskab

Marlene og Sarah er rørende enige om at deres største ønske for BYKOP-konceptet er at skabe et fællesskab. Et fællesskab både mellem cafeer, kaffebarer samt bagerier og mellem forbrugere om at have denne genbrugskop. De ønsker med BYKOP, at gøre grøn omstilling let for alle og inspirere til at at tænke mere grøn omstilling i dagligdagen. Kødbyen og Frederiksberg er de næste bydele, hvor BYKOP udrulles og målet er at hele København skal være med i fællesskabet omkring retursystemet med bykopperne.

Iværksætteri er vigtigt for dansk økonomi

Mange økonomer mener, at iværksætteri er centralt for et vedvarende opsving i økonomien, som COVID pandemien trækker ud. Små virksomheder er blevet ødelagt af pandemien, især under lockdowns og en fornyet og stærk økonomi vil i høj grad afhænge af iværksætteraktiviteter, som fx BYKOP skabt af Marlene Kunov og Sarah Andersen.

Mere information

Følg @bykop_danmark på instagram eller Facebook, hvor der løbende bliver løftet sløret for flere steder, der kommer med i retursystemet BYKOP. 

Du kan teste BYKOP hos: 

  • Egils Deli 
  • Il Buco 
  • Emmerys på Islands Brygge

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Vi mødte to engle på Trampestien