Jan Grarup fortæller historier om kærlighed og krig

Fotografen Jan Grarup bruger gerne fortællingen om ham selv, som en gratis kupon, der ligger ved hans billeder. En kupon, der fungerer som lokkemad for at tiltrække et større publikum end den forventede kulturelite

Af Elin Tabitha Hansen

I Operaen viser Jan billedet af den lille 5-årige tutsi-pige, der har en stor personlig betydning for ham

Et kig ind i hverdagslivet på Østerbro

I løbet af 180 minutter i Operaen gennemgår Jan Grarup historierne bag 70 af hans billeder – han fører trygt publikum gennem billeder fra krige i Afghanistan, Afrika, Balkan og Mellemøsten – krige som han gennem 30 år har hoppet rundt i mellem. Han viser billedet, som har en helt særlig betydning for ham selv: billedet fra Rwanda af en lille tutsi-pige på fem år, der er forsøgt slagtet, hvor hendes baghoved og nakke har dybe flænger efter hug med en machete. Men han viser også filmklip fra den kommende dokumentarfilm ‘Krigsfotografen’ – et portræt af ham selv og hans virkelighed. Her kommer publikum med ind i hverdagslivet på Østerbro i København, hvor hans teenagedatter frustreret skælder ham ud og råber:

“I 3. klasse lærer man IKKE at vaske en hvid jakke sammen med en rød trøje,” mens hun holder sin nu lyserøde jakke op foran faderens ansigt.

Live-version af bogen And Then There Was Silence i Operaen

Summen af småsnak i Operaen er ophørt og der høres kun et par enkelte sagte host rundt fra krogene i den store sal. Fra parket og de buede balkoner er 1.712 sæt øjne rettet mod scenen – ikke et sæde er ledigt. Lyset i salen er dæmpet, og i det lille rum i scenens venstre side, står fotograf Jan Grarup og venter. Han kan se ud over publikum og han kan se deres ansigter. En nervøs uro har spredt sig i kroppen og han bliver alligevel i tvivl om, det er en god ide at lave så stort og personligt show uden manuskript.

“I aften vil en af verdens bedste fotografer tage jer med på med på en rejse til frontlinjen af de sidste tre årtiers krige, konflikter og humanitære katastrofe,” fortæller Karin Verland til publikum. Hun er direktør for Dansk Institut Mod Tortur – DIGNITY og hun fortsætter, “Billederne I vil se i aften illustrerer forfærdelige traumer fra krige og ødelæggelser. Som en del af oplevelsen vil I også få mulighed for at lære den private Jan at kende. Det er en ære at byde krigsfotograf Jan Grarup velkommen til en live-version af hans bog And Then There Was Silence.”

Lyden af klappende hænder fra publikum er øredøvende og kommer fra alle sider af lokalet. Jan trækker vejret helt ned i maven, rømmer sig og træder ind i rampelyset.

Publikum får historierne råt for usødet

Historierne, som han fortæller til publikum i Operaen er uden filter – de kommer fra hjertet og han siger, det han tænker. Derfor er der ikke manuskript til arrangementet. Eneste form for manuskript er hans editor Christian Langballe, der står i det lille rum i venstre side af scenen og fægter med armene for at få ham til at speede op eller ned for at få tiden til at passe. For Jan er det er vigtigste, at han har sig selv med i billederne.

“Ellers bliver det bare et fucking arbejde. Jeg har opgivet min anonymitet og bragt min røv i klaskehøjde for at fortælle de historier, som jeg føler er vigtige,” understreger han.

Ud over at se og høre om billederne bliver publikum også inddraget i, at Jan sammen med sine tre ældste børn står foran kirken, da deres mor bliver kørt væk i en sort ligvogn, fordi hun er død efter en kræftsvulst i hjernen. Han fortæller, at det at se mennesker blive brutalt slået ihjel, har sat sig i ham som posttraumatisk stress syndrom. Han kommer også omkring, hvordan han brugte alkohol og stoffer som selvmedicinering, og at hans livs kærlighed forlod ham, fordi han kiggede for dybt i flasken. Publikum bliver inddraget i, at han synes, det er svært at forene det at være far med risikoen for at hans børn bliver forældreløse, fordi han føler, at det er vigtig, at han dokumenterer de menneskelige historier fra verdens brændpunkter.

“Nu har jeg lavet disse billeder, og de betyder virkelig noget for mig. Så jeg ofrer mig gerne, hvis min egen historie kan være et salgstrick til at få folks opmærksomhed og få dem til at kigge på billederne,” fortæller Jan Grarup til Radio24Syv.

Kroppen fortæller også en historie

“Er I sindsyge, hvor er jeg beæret over at stå her i dag. Det betyder utrolig meget for mig, at vi er lykkes med at få alle stole fyldt i aften.” Jan Grarup slår ud med hænderne og bukker hovedet lidt.

Publikum på de forreste rækker kan tydelig se hans markerede ansigt med de skarpe vandrette panderynker, de ser at venstre side af ansigtet hænger lidt og at de alvorlige øjne er isblå. Håret er stadig blondt, men de høje tindinger har dog gjort sit indtog i de pjuskede lokker. Skjorteærmerne er smøget op til albuerne og blotter de spinkle, tatoverede underarme. På venstre underarm er VIVA LA REVOLUTION printet ind i huden med blåt blæk og en sætning på arabisk er tatoveret ned mod håndleddet. Publikum rejser sig og giver stående bifald, Jan takker og slutter af med at konstatere:

“Nu har jeg fandme lyst til et stort glas iskold hvidvin.”

FAKTA OM JAN GRARUP

Jan Grarup er blevet hædret med mange prestigefyldte priser – blandt andet 8 World Press Photo-priser og han er fem gange valgt som årets pressefotograf i Danmark (1991, 1994, 2000, 2004 og 2008)